Fra modgang til medgang
NOR36 er for os et hjerteprojekt; en fysisk manifestation at et dybfølt ønske om at leve et bæredygtigt liv. Med det mener vi bæredygtigt på alle plan ~ ja, vi skal uden tvivl passe rigtig godt på vores jord og hver dag gøre vores bedste for at forandre nogle af de nedbrydende mønstre, som vi udsætter vores natur og jord for. Men vi skal samtidig også kigge på den menneskelige bæredygtighed ~ vores evne til at kunne bære os selv. Vores indre ~ og ydre ~ balance. For vi er jo også natur! Og al forandring begynder som bekendt indefra. Så hvad sker der, hvis vi tør begynde lige hér ved os selv ved at stille det angstprovokerende spørgsmål: “Er det liv, vi lever BÆREDYGTIGT?”
Netop dét spørgsmål stillede vi os selv, mens vi kiggede hinanden dybt i øjnene en eftermiddag i september 2017. Vi stod midt i en livskrise, hvor vores ellers så trygge hverdag på få uger var faldet sammen under os. En lille måned forinden var Kristian blevet alvorligt syg med neuroborreliose (betændelse i hjernens hinder efter et flåtbid) og bare to uger senere var den ældste af to døtre kommet ud for en alvorlig ulykke, hvor hun pådrog sig skader på nakke og ryg ved et uheldigt fald.
Vi var ikke i tvivl, der skulle ske store forandringer i forhold til nogle af de basale valg, som vi havde truffet som familie. Det første som kom til os ~ og som kaldte højest ~ var, at vi ikke følte, at vores piger gik på den rigtige skole. Derudover havde vi længe følt os draget til at flytte væk fra byen ~ tættere på skov og strand.
Der stod vi så med en datter, som var sygemeldt i 10 uger og familiens far, som havde pådraget sig en hjerneskade, der betød, at han var begrænset i alt socialt samvær, havde kroniske smerter og havde mistet evnen til at kunne passe et arbejde. Var det virkelig det rette tidspunkt at skabe så store forandringer?
Jeg var virkelig i tvivl, men samtidig var jeg mere vågen end nogensinde før, så det var som om, der ikke var noget andet valg end at gå med den indre stemme, som kaldte med så kraftfuld en røst ~ og som havde gjordt det længe.
Samme aften skred vi til handling og gik igang med at læse om friskoler i hele Aarhus og opland. Og i perioden efter besøgte vi flere skoler. Vi lod mavefornemmelsen guide os. Gik rundt på skolerne og fornemmede energien. Betragtede børnenes leg og de voksnes trivsel. Inden længe fandt vi det rette sted og jeg fik en samtale med en kvinde, som kort efter blev min ene datters klasselærer. Jeg husker, at jeg sad i en fyldt bil på vej til København for at afvikle et event, som jeg var arrangør af, da hun ringede mig op og ramte mig lige i hjertet. Tårerne trillede ned ad mine kinder ved oplevelsen af at nogen så nysgerrigt og med så stort et nærvær gav sig tid til at “se” mit barn fra så åbent og hjerteligt et sted. Det blev et hurtigt JA!
Den første tid var svær for pigerne. Begge var de utrygge ved de nye forandringer – de havde på daværende tidspunkt rigeligt af forandringer i hjemmet med en far, der var syg og en mor, der forvirret forsøgte at navigere i alt det nye på bedste vis. Men vi havde noget særligt sammen. Vi stod midt i en orkan, som kun vi fire rigtigt forstod, hvad indebar. Vi græd på skift i frustration, nogle gange sammen, men vi havde et helt særligt nærvær. En helt unik måde at mødes på. Det var som om alt hverdagsfnidder og småkampe var taget ud af ligningen. Tilbage var kærligheden og en stor taknemmelighed for, at vi overhovedet havde hinanden. Så kunne alt andet være ligemeget.
Et lille års tid efter var vi modne til at lytte endnu dybere til vores hjerter og sætte vores hus gennem 12 år til salg. Det blev solgt på under tre måneder og allerede inden den rette køber kom på banen, havde vi fundet ~ og købt ~ vores nye drømmehus. Så i efteråret 2018 flyttede vi til en lille landsby, Ajstrup, syd for Aarhus, på en gård, som vi skulle dele med tre andre familier. Vi var nu tættere på havet, hvor min mand kunne dyrke hans store passion for at lystfiske, hvor vi havde god plads til vores dyr, hvor vi kunne dyrke vores egne grøntsager og hvor vi alle kunne nyde naturen helt tæt på.
Da vi var ude og se gården for første gang, faldt vi mest af alt for en gammel uistandsat lade, som fulgte med huset. Laden var på daværende tidspunkt propfyldt med gamle møbler, kajakker, byggematerialer og utrolig meget spindelvæv, men da vi trådte ind ad døren – og straks så, at der var over syv meter til loftet ~ og mærkede en særlig energi, som rørte os begge ~ så vidste vi, at vi dér skulle skabe et LEVERUM med højt til loftet og med mulighed for at udfolde nogle af de drømme, som vi hver i sær og sammen længe havde drømt om at manifestere.
I løbet af 1,5 år byggede min elskede mand rummet op. Tryllede og forvandlede det fysiske rum i takt med at han byggede sit eget indre “rum” op på ny. Helt uden at have et forudgående kendskab til det håndværksmæssige, skabte han den perle, som fik navnet NOR studio. At følge ham i hans proces var SÅ særligt. Det var i sandhed en omfattende proces. For når man som ham blot kunne arbejde meget korte stræk, inden trætheden overmandede ham og de kroniske smerter tog overhånd, så var der et stykke vej igennem en ombygning af små 100 m2. Men hold nu op, hvor var den proces givende. At der for ham var noget at stå op til hver dag, var altafgørende. Når vi andre kørte afsted på arbejde og i skole, så trak han i arbejdstøjet – og lærte undervejs i processen at være tilfreds med ~ og taknemmelig for ~ de helt små skridt. Langsomt byggede han sin nye livsvej, med nye livsvilkår, op – brik for brik. Og for hver dag kom han lidt mere HJEM.
Pludselig en dag stod rummet helt færdigt – strålende af hjerteenergi. I de kommende år blev netop det rum vores magiske samlingssted, der igen og igen inviterede os til at fylde det med meningsfulde aktiviteter og med vores fulde nærvær. NOR studio skabte rum for både intime sessioner, nærende fællesskaber og store forsamlinger og vi vil til evig tid være taknemmelig for at det, som har udfoldet sig i de magiske rammer.
I vinteren 2023 blev igen mindet om livets sårbarhed, da Kristian, vores ældste datter og jeg var involveret i et alvorligt trafikuheld. Vi kom kørende over et lyskryds om aftenen, da en flugtbillist kørte over for rødt i meget høj fart og direkte ind i siden af vores bil. Det var en voldsom oplevelse, som både vores kroppe og sjæle stadig er i gang med at helbrede. Endnu en gang blev vi sat i en livsomstændighed, som inviterede os til at rykke helt tæt sammen og finde vej af en sti, der ikke føltes farbar – og hvor der til tider var så tåget, at vi var i tvivl om vi overhovedet gik frem eller tilbage… Men vi gik med hinanden i hænderne og med en klar intention om at finde vej. Vi gik med et indre “JA” og en lyst til at gå med og ikke imod.
Efter nogle hårde måneder med sårbarhed, fysiske smerter og sorg, landede (den meget overraskende) indsigt om, at det igen var tid til at flytte os. En september morgen vågnede jeg med en lysende klar besked i mit indre. Det var tid. Tid til at flytte mig – at flytte os som familie. Først antog jeg beskeden som en vejledning om, at der var en nyt udviklingtrin på vej til os, men måtte hurtigt sande, at det også handlede om vores fysiske anker, det sted vi elskede så højt og kaldte HJEM.
Mens vi byggede om og stedet blev til – og lige indtil dén morgen i det tidligere efterår – havde vi troet, at det hjem var vores base, til pigerne ikke længere skulle bo hjemme. Men med ét føltes alt forandret i mig og jeg tog gennem dagen modet til at få delt mine indsigter med Kristian. Jeg husker, hvordan jeg var forsigtig med mit ordvalg, da jeg så nødig ville overvælde eller såre ham… men inden jeg nåede at gøre min forsigtige, men samtidige ivrige talestrøm færdig, var den samme klarhed landet i hans system: “Det var tid til (endnu) en ny begyndelse”.
Herfra tog det en fart, hvor vi måtte hænge i med neglene for at følge med. Vi var fortsat mærket efter trafikuheldet og både vores kroppe og nervesystem kaldte på ro og nænsomhed. Men universet havde en anden agenda og ALT skete på én gang! Huset kom til salg på et splitsekund og blev solgt lige så hurtigt. Det var overvældende, men samtidig var det også en stærk bekræftelse i, at den vejvisning vi havde mærket – og i tillid lænet os ind i – var sand. For intet går så hurtigt og ubesværet, hvis ikke det er meningen, det vidste vi begge. Så når jeg lå lysvågen om natten og forsøgte at få mit hoved og min krop til at følge med og måtte danse med tvivlen, så mindede jeg igen og igen mig selv om netop dette.
Vores nye hjem kom ligeså let og ubesværet til syne. Alt gik op i en højere enhed og det flaskede sig, som havde det været meningen ALTID – og under to måneder efter den første indskydelse var landet i en tidlig morgentime, boede vi i vores nye lejlighed på toppen af Aarhus. Vi flyttede fra den grønne natur i jordhøjde til det blå og uendelige hav set fra oven. Havet har altid hvisket i mit øre og det er som om, at jeg har ventet på at bo med udsigt til horisonten, der fortsætter i det uendelige, hele mit liv. Nu er vi her og alle fire har vi aldrig følt os mere hjemme og på rette sted.
NOR AAR er vores nye fysiske sted blevet døbt. Beliggende på toppen af Aarhus, byder NOR AAR på en unik ramme for transformation og indsigt. Her, hvor den magiske udsigt over byen og havet mødes, åbner sig mulighederne for forandring, udvikling og helt nye perspektiver.
Som alle andre familier har vi livets rygsæk propfyldt med livserfaringer, som har bragt os tættere på dem, som vi virkeligt er. Som har inviteret os til at standse op og vågne op. Til at lytte efter ~ sådan med et fuldstændigt nærvær ~ for derefter at bringe vores drømme i bevægelse. Givet os muligheden for at skabe dyb og meningsfuld transformation.
Vi er i dag dybt taknemmelige for de “bump” som livet har bragt os. De har hver og en været invitationer til at vælge 100% med hjertet. Vores vigtigste (og i virkeligheden eneste) praksis er hver dag at skabe rum for kærligheden. Kærligheden til os selv, hinanden og til helheden. Fra et stærkt fundament af kærlighed mærker vi lysten til at leve fuldt og helt, modet til at forfølge vores drømme og tilliden til hvert et skridt på vejen.
Vi har i dag et dejligt liv, som vi ikke vil bytte for noget andet. Kristian fik for år tilbage bevilliget fleksjob og arbejder nogle timer om ugen. Signe driver NOR AAR // NOR36 er bl.a. i gang med at skrive en bog om vores forløb – og vi glæder os til at kunne give nogle af vores erfaringer videre til andre familier, der går igennem store livsforandrende omstændigheder. Alle stortrives vi under de vilkår, der nu er vores og glæder os over, at vi har hinanden og at vi har skabt et frisat familie- og arbejdsliv ~ født ud af vores fælles vision. Vi oplever, at jo mere vi tør at sige JA! til livet og slippe det som ikke længere tjener os, jo mere flow, lethed, frihed og kærlighed mærker vi.
Hver dag er en gave!
Tak fordi du læste med ~ varme hilsner
Kristian & Signe
